Kegnæs Kirke
Historie om kirken
Kegnæs Kirke blev bygget i 1615 af Hertug Hans d. yngre.
Grundstenen blev nedlagt Sct. Hansdag d. 24/6, og kirken blev kaldt Sct. Johannes Kirke til ære for dagens helgen.
Byggestilen er en efterligning af den gamle romanske stil. Grundmuren forneden er kampesten, sikkert samlet på markerne på Kegnæs. Kørt sammen af sognets bønder, som man har gjort det ved Danmarks œldste stenkirker.
Selve murene er opført af munkesten og har vel først stået i den røde murstensfarve men er senere blevet hvidkalket. Kirkebygningen består af kor og skib med tårn i vest. Taget er røde tegltagsten.
Ved opførelsen fik skibet to vinduer, kor og tårn hver et, alle med fladrundbuer.
Oprindelig var indgangen i vest gennem tårnet, hvis nederste stokvœrk var vâbenhus som i dag.
Lofterne er overalt bjælkelofter. I tårn og skib sikkert de oprindelige, medens loftet i koret er fornyet ved senere restaureringer. Kor og Tårnbue er runde.
I tårnets øverste stokvœrk blev de to kirkeklokker anbragt i solide egebjœlker sikkert fra Kegnœs’ egne egeskove. Der er ingen glamhuller, og først sent, i 1893, blev der brudt tagvinduer i taget til erstatning derfor. Øverst på det firesidede pyramidespir er der en vejrhane med årstallet 1615.
Allerede i 1646 var kirken for lille, og târnrummet blev indlemmet i selve kirkerummet og forsynet med bænke.
I 1695 skœnkede forpagteren af Hjortholm, Claus Paulsen, det lille vâbenhus på sydsiden af kirken.
lndgangen til kirken blev herefter i de nœste 200 år gennem det nye vâbenhus. Dette blev først tilbageført som oprindeligt, gennem tårnrummet, ved restaureringen i 1899 til 1903.
Efter udstykningen af Hjortholm og Nygård flyttede der mange nye familier til Kegnœs. Det bevirkede, at kirken igen blev for lille. Derfor byggedes der pulpiturer to gange. Først gang, vestpulpituret i 1770. Anden gang i 1795 / 1796 byggedes pulpitur langs skibets nordvœg.
Det blev fjernet igen ved restaureringen i 1952.
l 1870 blev kirkens første orgel leveret af firmaet Marcussen og søn fra Aabenraa. Orglet blev anbragt på vestpulpituret. l 1961 blev dette orgel erstattet af et nyt med seks stemmer leveret af firmaet Brdr. Bruhn også fra Aabenraa.
En del af kirkens inventar stammer fra den efter reformationen forsvundne Sct. Nicolaj Kirke i Sønderborg. Hertug Hans d. yngre har således flyttet disse genstande til den nye kirke på Kegnæs.
Altertavlen er meget fin billedskærerkunst af en ukendt mester. Den er en gotisk skabstavle med sidefløje fra omkring 1450. Motivet er vandringen til Golgata, hvor Jesus er ved at segne under korsets byrde, og hvor Simon af Kyrene er parat til at gribe korset. På sidefløjenes bagside er der billeder, som på visse tider af kirkeåret kunne danne et nyt alterbillede. På altertavlen er der flere andre bibelske billeder, kobberslangen i ørkenen, lsaks ofring, Kristus som den gode hyrde, apostlen Peter, Kristus med sejrsfanen.
Døbefonden er af granit i romansk stil.
Prædikestolen ligeledes fra Sct. Nicolaj Kirke, men himlen over den er en gave til kirken fra Johan Heinrich Kayser fra Thyringen år 1683. Timeglasset på prœdikestolen tæller hele og halve timer.
Alterskranken er femsidet og fra 1694. Den har rige udskæringer. På indgangslågen er der et udskåret krucifix.
Ejendommelig er korskranken, der skarpt afgrœnser skib og kor. På hver side af indgangen er der fem tovsnoede stave. På bjœlken der foroven afslutter disse, hviler en krucifixgruppe.
Kristusfiguren på korset er et ualmindeligt fint kunstværk fra omkring år 1500. De to sidefigurer, jomfru Maria og apostlen Johannes, samt selve korset er derimod mere hândvœrksmæssigt arbejde og stammer fra året 1691. Korskranke og korsmonument er en gave fra datidens præst, S. H. Lillius.
Kirkeskibet er en kopi af skoleskibet København, der forsvandt i Atlanterhavet 1928.
Skibet er fremstillet af en beboer på Kegnæs og skænket til kirken i 1938.
Malerier. Et hænger på korets nordvæg og forestiller Kristi korsfæstelse med hele det menneskemylder, som vore evangelister skildrer. Forgrunden er en gengivelse af et maleri af den hollandske mester van Dyck.
Et andet maleri hænger på skibets østvæg lige ved døbefonden. Det forestiller de hellige tre kongers tilbedelse af Jesusbarnet. Det er en kopi af et maleri af Rubens.
I våbenhuset står flere gravsten. De har ligget over begravede inde i kirken.
De sidste begravelser inde i kirken fandt sted i 1785. Det var ejeren af Nygård, der købte sig retten til begravelse inde i kirken.
Kirken er restaureret og istandsat flere gange. Meget forfalden i midten af 1800 tallet, derfor gennemgribende restaurering i 1851 – 1852.
Igen i 1899 – 1903. Herfra stammer kirkens gulve og bænke.
I 1952 fjernelse af nordpulpitur, indlagt el. varme.
l 1986 istandsœttelse efter brand.
I 2001 nyt tegltag.
I 2007 nyt varmeanlæg og nye fliser i midtergang. Genåbning af vinduer i nordfacaden.
Der knytter sig nogle sagn til kirken:
Som om så meget af hertug Hans virke, spandt sagnet også sine tråde om Kegnæs Kirke.
Det fortælles, at hertugen engang på en spadseretur ved Sønderborg Slot fandt en del fødevarer henkastet i voldgraven. Han tænkte straks på tyveri og rettede sin mistanke mod 11 bønder fra Klinting, der kort forinden havde gjort hoveriarbejde på Slottet. Han lod sin ridefoged hente bønderne, der efter et kort forhør trods benægtelse af skyld alle blev hængt i hertugens frugthave. Selv den sidste, der ikke havde været hjemme ved ridefogedens besøg og først fik besked senere, nåede derfor først frem til slottet efter mørkets frembrud og måtte strække hals i fakkelskær.
Deraf det alsiske ordsprog: Vi når det nok, som bonden i Klinting sagde, han blev hængt ved lys. Kun én bonde fra Klinting slap for denne skæbne, da han havde været syg, mens de andre arbejdede på slottet og derfor var udenfor mistanke. Han hed Brok, og efter en gammel overlevering skulle alle Brok’er på Als og Sundeved nedstamme fra ham. Da det nogle dage senere blev opklaret, at de fatale fødevarer af hertugens køkkenpersonale var blevet kasseret som ubrugeligt til menneskeføde og kastet bort efter en hovedrengøring, var de hængte mennesker altså uskyldige. Hertugen kom ind i alvorlige anfægtelser om sin sjæls frelse og byggede da Kegnæs Kirke og dens tvilling Nykirke på Angels nordkyst lige overfor Kegnæs som bod. De to nævnte kirker har oprindelig været næsten ens og må derfor være bygget efter de samme tegninger.
Et andet sagn fortæller, at en troldkvinde i Hørup blev så vred over, at man begyndte at bygge en kirke på Kegnæs, at hun tog en stor sten i sit strømpebånd og med dette som slynge af al kraft kastede stenen efter kirken. Men stenen nåede kun til strandkanten i Grønmark, hvor man endnu kan se den. Hørup Kirke, grønmarkstenen og Kegnæs Kirke ligger i ret linie, så sigtet har været godt nok. Kegnæs Sogns få beboere før 1615 skal have hørt under Hørup Sogn, i hvis sognekirke nogle stolestader endnu bærer Kegnæs’ navn. Gemmer dette sagn måske mindet om en modstand i Hørup Sogn imod, at annekset Kegnæs blev selvstændigt?
Da kirken blev bygget, var dens beliggenhed i den midterste af de tre landsbyer fra sognets ældste tid meget bekvem for halvøens indbyggere. Efterhånden som resten af sognet blev ryddet for skov og bebygget, kom kirken til at ligge i sognets ene ende, hvorved kirkevejen blev lang for beboerne i halvøens østlige del. Senere tiders mennesker, ukendt med Kegnæs’ ældste historie, har nok undret sig over kirkens mærkelige beliggenhed, og som en slags folkelig forklaring er der formodentlig opstået et tredje sagn, der knytter sig til Kegnæs Kirke. Der fortælles, at man oprindelig havde planlagt at bygge kirken på sognets geografiske midtpunkt, Dambjerget, omtrent hvor forsamlingshuset står i dag. Men hvad der byggedes om dagen, blev af ukendte væsener revet ned igen om natten. Da dette havde gentaget sig nogle gange, tog man det som et varsel om, at kirken ikke måtte bygges dette sted, og så rejstes den uden vanskeligheder på sin nuværende plads.